• CoachSpirit

Kan redskaber redde parforholdet?

Har du nogensinde købt en køkkenmaskine, fx en juicer, med intentionen om at leve sundere? Eller måske et par håndvægte med intentionen om at træne og blive stærkere?

Og er begge dele endt med at blive stuvet af vejen til en anden gang, for selvom du ikke er tilfreds med din livsstil eller krop, så er det alligevel lettere at leve som du plejer frem for at holde fast i at juice eller træne.

Så hvad har dette med parforholdet at gøre?

Jeg coacher jævnligt par, der har prøvet mangt og meget for at rette op på deres parforhold. Det være sig bøger, kurser, teknikker, terapi, psykolog, familierådgivning osv. Og nu gør de så et nyt forsøg hos en person, som de har tillid til kan ”fixe” deres udfordringer. Det er en dejlig tillid, synes jeg, og jeg tager hatten af for, at de endnu engang vil gøre en indsats. De fleste vil gerne have redskaber til, hvordan de kan rette op på eller komme videre i forhold til det, der ikke fungerer i deres parforhold. Personligt glæder det mig, når par ”kæmper” og lægger energi i ønsket om at ville hinanden og forholdet, frem for at kassere det og give op.


For nogen tid siden sad jeg med et par, der havde udfordringer med at have fælles interesseområder og som havde forskellige (usagte) behov og ønsker til hinanden. Jeg introducerede dem for en model over det "fælles rum” og et redskab til at definere, hvad dette rum skulle indeholde, samt hvordan de kunne arbejde videre med det derfra.

Da jeg mødte dem igen en måneds tid senere, havde de ”blot tænkt” lidt over det, men ikke decideret brugt redskabet.


For mig svarer det lidt til det med juiceren eller håndvægtene. Man kan tænke på, at man skal til at juice eller træne. Man kan have et ønske om at gå i gang. Man kan forestille sig resultatet, men så kommer man ikke videre.


Så kan redskaber redde parforholdet? Måske ja, men et redskab, der ikke bliver brugt ruster, bliver støvet eller bliver gemt væk eller glemt og så er det jo ikke meget bevendt. Omvendt, hvis man lærer at mestre et redskab, bruger det hver dag, lader det blive til en del af den daglige rutine, så bliver man ikke kun bedre for hver gang, men man finder måske også nye raffinerede måder at bruge værktøjet på, som giver spændende og endnu mere givende resultater. Redskaber er derfor til for at skulle bruges. Lader man dem ligge er pengene spildt og sjovt nok glemmer man, at man havde redskabet.


Derfor: Når du har et behov eller ønske, og når du beslutter dig for investeringen i et redskab, så husk bruge det. På den måde har redskaber en bedre mulighed for at redde parforholdet.


CoachSpirit tilbyder par-coaching og Par-tjek som et redskab til at tage temperaturen på parholdet og arbejde med de vigtigste områder lige nu.


0 views

CoachSpirit v/Susanne Povelsen - Toftevej 27 - 3450 Allerød - Tlf. 27 20 20 35 - email info@coachspirit.dk